Cæcilie Norby

Den internationalt kendte og anerkendte jazzsangerinde Cæcilie Norby er et af hovednavnene på årets Brønshøj Sommerjazz. Hun fejrer samtidig sit 40-års jubilæum ved dette års jazzfestival.

Cæcilie Norby blev tilbage i 1995 den første europæiske kunstner, der fik udgivet et album på det legendariske Blue Note pladeselskab i New York.

Cæcilie Norby blev oprindeligt kendt som forsanger i jazz/rockorkestret Frontline og senere som en af to sangerinder i pop/rockbandet One Two, hvor hun sang sammen med sangerinde Nina Forsberg. Siden One Two stoppede i 1993, har hun primært optrådt som solist og særligt inden for jazzgenren. Hendes mand, den svenske bassist Lars Danielsson, har produceret flere af hendes albums, og de har indspillet et album som duo.

Cæcilie Norby har modtaget adskillige priser, bl.a. Ben Webster prisen allerede i 1995, og hun er en af de bedst sælgende jazzartister i Europa. Det er med stor stolthed, at Brønshøj Sommer Jazz kan præsentere Cæcilie Norby ved årets festival.

Hun har tidligere optrådt til Brønshøj Sommerjazz tilbage i 2020 – og året efter ved en julekoncert i Pilegården.

Line up: Cæcilie Norby: Vokal // Søren Bebe: Piano, Kristor Brødsgaard: Bas, Snorre Kirk: Trommer, Asta Norby: Kor, Laura Lindell: Kor.