Nikolaj Hess New York Trio feat. Kira Skov

Lørdag 5. juli kl. 21.30

Brønshøj Sommerjazz´program afsluttes denne aften med en unik koncert – hvor nordisk og amerikansk jazz forenes og går op i en højere enhed. Den danske stjernepianist Nikolaj Hess har endnu engang sammensat en helt fantastisk koncert til Brønshøj Sommerjazz – denne gang med sanger og sangskriver Kira Skov i selskab med hans New York Trio. Kira Skov er en af de mest spændende, mystiske og begavede danske vokalartister i øjeblikket, og med 16 albums i bagkataloget har hun udforsket mange nye musikalske veje både som solist og i forskellige bandsammenhænge. Kiras musik er kendetegnet ved at være genreløs, dyb og søgende, og senest har hun udgivet singlen “It ain´t pretty” som en kommentar til ageism problematikken i musikbranchen. 

Med sig i trioen har Hess 2 amerikanske musikere, som han har mødt på jazzscenen i New York, hvor han har et mangeårigt tilhørsforhold. Det unge Juillard bastalent Jayla Chee skaber en pulserende klangbund, der på hypnotisk og musikalsk vis fletter sig sammen med trommeslageren Gerald Cleaver’s swingende og kreative spil.  

Denne aften vil repertoiret kredse omkring en række nøje udvalgte absolut yndlingsklassikere fra jazzen og beslægtede verdener, i kombination med en række af Kiras egne kompositioner.

Nikolaj Hess: 

Nikolajs klaverspil og kompositioner er karakteriseret af et gyldent touch, en stærkt personlig melodisk åre, og et kreativt mix af virtuositet, nærvær, groove og fantasi. Hess’s musikalske påvirkninger afspejler dyb indsigt i de amerikanske og nordiske jazztraditioner, samt en vidtfavnende gnistrende musikalitet, der også spænder fra electronica og krautrock over klassisk til folkemusik og roots. 


Kira Skov:

Med 16 udgivelser i bagkataloget har Kira Skov været en stjerne på den danske musikscene i ganske mange år. Hendes dramatiske og mystiske stemme er dragende, insisterende og sensuel. Kira debuterede i 2001 med rockgruppen Kira and the Kindred Spirits, og har siden etableret sig som en mangefacetteret sangerinde og sangskriver, der spænder vidt fra jazz til rock og klassisk musik. Kira udkommer med et nyt album og tager på turné  med den i efteråret 2025.

 

Brønshøj Sommerjazz foregår fra fredag den 4. juli til søndag den 6. juli 2025 ved Brønshøj Vandtårn. Den 4. og 5. juli foregår koncerterne open-air, og den 6. juli foregår koncerterne inde i vandtårnet. Når du køber en billet til open-air programmet den 4. og 5. juli, køber du adgang til hele aftenen inklusive 3 koncerter. Du kan også købe billet til flere dage. 
Se mere på www.bronshojsommerjazz.dk eller https://billetto.dk/users/foreningen-jazzivaerk